Pick-up og levering torsdag i Københavnsområdet. Bestil senest onsdag kl. 12. Levering: 49kr - Gratis over 750 kr. Læs mere.

Svinekoteletter med ramsløg

 Svinekoteletter med ramsløg

INGREDIENSER

4 stk. af de bedste svinekoteletter du kan få
Ramsløg
Sennep
Honning, gerne en mørk smagfuld en på skov
Salt og peber
Olivenolie
4 økologiske rødbeder
2 appelsiner
1 glas hvid ost eller feta ost
400 g speltkerner
1 skalotteløg
500 g. baby spinat
1 citron
Salt og peber

TILBEREDNING

Snit ramsløg i strimler og rør det op med sennep, honning, lidt oliven olie og salt og peber. Smør blandingen på koteletterne og lad dem trække på køl i en times tid.

Kog rødbederne møre i letsaltet vand, ca. 20 minutter. Lad dem køle lidt af, pil dem og skær dem i tynde skiver. Skræl appelsinerne og skær dem i tynde skiver. Anret dem med rødbederne, skiftevis rødbede og appelsin. Pynt med hvidosten.

Snit skalotteløget i fine strimler, rist dem i lidt olivenolie til de er gyldne. Tilsæt speltkernerne og vend dem godt i løgene og olien. Hæld vand på, tilsæt salt og lad det hele koge ved middelvarme i ca. 20 min. Sluk for kernerne og vend spinaten i. Lad det stå under låg i 10 minutter. Smag til med citronsaft, oliven olie, salt og peber.

Varm en pande godt op, og steg de marinerede koteletter i 4-5 minutter på hver side.

Skoven myldrer med frisk ramsløg lige nu. Ramsløg kaldes også “Nordens hvidløg”. Den smager mildere end hvidløg og egner sig derfor godt både frisk og i varme retter.
Ligesom hvidløg indeholder ramsløg stofferne alliin og allicin. Derfor virker ramsløg antibiotisk og styrker immunforsvaret.

Opskriften vises fra knuthenlund.dk efter aftale.

Tilbage til toppen